Af Benjamin Damon
Kinesiske Zhang Yimou er en rutineret herre. Siden gennembruddet med Guldbjørne-vinderen, De røde marker (1988), har han lavet en lang stribe film, der har mødt international anerkendelse. Den erfaring er desværre ikke noget, som kan mærkes, når man ser hans nyeste værk, Et sekunds lykke. Denne skulle have haft premiere på Berlinalen tilbage i 2019, men er altså først kommet ud til et bredt publikum nu grundet de ekstremt stramme censurregler i instruktørens hjemland.
I en gold og trøstesløs del af Kina, som mest af alt ligner noget fra Dune (2021), lander vi i en lille landsby i slutningen af Mao Zedongs kulturrevolution. Her synes ikke at være meget sjov ved tilværelsen. Altså lige pånær når den såkaldte Mr. Movie (Wei Fan) sætter film op i byens forsamlingshus. Så samles samtlige af byens beboere til en aften med propaganda-inficerede og overdramatiserede film – som vækker gigantisk begejstring.
Ideen om at vise filmkunstens evne til at samle mennesker i håbløse situationer er ganske rørende, men man kan kun i få scener mærke Yimous kærlighed til film. I stedet skæmmes fortællingen af ligegyldigt drama; det her er ikke Cinema Paradiso (1988), selvom parallellerne er oplagte, og inspirationskilden er tydelig.
Der er ellers glimt af en stærkere fortælling. Den unge pige Liu (Haocun Liu) er ganske overbevisende og har en udtryksfuld mimik. Hun lever alene sammen med sin lillebror (Shaobo Zhang); begge deres forældre er borte. Da hun en sen aften napper filmrullen fra Mr. Movies transportør, ser Zhang Jiusheng (Yi Zhang) det og sætter straks efter hende for at få den tilbage til ejermanden.
Der er nemlig noget på spil for ham – han er nødt til at se filmrullen, da hans datter har medvirket i en af filmene på den. En datter, han ikke har set i mange år, da han har været fanget i en af tidens grufulde arbejdslejre.
Det udvikler sig til en ekstremt uskøn og decideret åndssvag vedvarende kamp mellem de to, hvor den ene tager rullen fra den anden og om igen. Da de samles op på en øde vej af en lastbilchauffør (Yang Yu), bilder Zhang Jiusheng chaufføren ind, at Liu er hans datter, og at han har ledt efter hende overalt. Chaufføren ser sit snit til at servere en moralsk svada om den gode families uvurderlige værdi, som er lige dele ufrivilligt komisk og prædikende.
Det er gennemgående for Et sekunds lykke, at dialogen ikke er medrivende. Meget af tiden tyder det på et sløset manuskript, der ikke fordrer mange muligheder for nuanceret skuespil. Samtlige karakterer overspiller konstant og har en anstrengende facon, der gør det vanskeligt at sympatisere med nogen som helst.
Filmens centrale konflikt er, at filmrullen skal leveres tilbage til Mr. Movie (hvis navn kun bliver mere tåbeligt, jo flere gange man hører det). Man føler dog aldrig, at der egentlig er noget på spil. Selv i de scener, der skulle være mest nervepirrende, har man en ro i kroppen, der tydeligt strider mod Yimous intentioner.
Et sekunds lykke er glemt igen i det sekund, den er slut.
Kommentarer